fredag den 29. november 2013

Slyngelstuens forvandling

Noget af det første vi tog i brug her på Baunehøj var Slyngelstuen. Oprindeligt har det vi kalder for Slyngelstuen, været brugt som opholdsrum for de børn der var her den gang Baunehøj var opholdssted for unge mennesker. Vi døbte med det samme rummet/stuen for Slyngelstuen, for vi synes at den er perfekt til at sidde og råhygge i når vi engang i fremtiden får gæster eller f.eks. skal holde juleaften.

Slyngelstuen fungerer dog i første omgang som soveværelse, da vi ikke vil byde gamle Enna at skulle forcere "vindeltrappen" morgen og aften. Vi må spare på hendes gamle, slidte hofter, så hun kan blive hos os så længe som muligt. Dertil skal det måske også nævnes, at vi gerne vil have lavet 1. salen radikalt om, så det passer os fint at der er en Slyngelstue at sove i til en start.

Først blev Slyngelstuen gjort ren fra gulv til loft!


Gulv, mursten, vægge, loft og loftsbjælker blev støvsuget.



Væggene, radiatorer og alle overflader blev vasket ned.


Og endelig blev der sat seng, tv, sofabord, stole og hygge inventar ind.

Og da 1. søndag i advent var lige om hjørnet, blev der selvfølgelig også sat en "adventskrans" op.
Alt i alt endte det med at blive ganske hyggeligt :)

søndag den 24. november 2013

Fra "naturgrund" til reelle marker

I dag (søndag den 24. november) blev Baunehøj forvandlet fra en gård med "naturgrund" til en landejendom med reel jord og folde - vi fik nemlig pudset markerne af så de er klar til næste års høst af hø og/eller wrap og det stykke jord hvor drengene skal gå om vinteren blev også slået.

Se forvandlingen i denne lille billedserie:










søndag den 17. november 2013

Udestuen på Baunehøj

Det er jo ingen hemmelighed at jeg længe har drømt om et drivhus som er lidt større end det Kristoffer jeg byggede for et par år siden. Ikke at der er noget i vejen med det, men mulighederne er nu begrænsede.

Der er ikke drivhus på Baunehøj, men til gengæld en stor udestue!

Før Terese "flytter ind" i udestuen
 
Når nu drivhuset mangler, så må udestuen jo gøre det ud for at være et sådant, så alle udendørspotterne - og det flotte figentræ (som dog har nået at smide bladene inden det kom indenfor) vi fik i bryllupsgave af mine kollegaer er flyttet ind. Og når foråret kommer igen, lur mig om der så ikke bliver forspiret i lange baner!
 
Efter Terese "flytter ind" i udestuen

Borde og stole følger senere. Det vigtigste var at få potterne indendørs
- og selvfølgelig diverse lamper og nips ej at forglemme

Selv Enna flytter med i udestuen :)

lørdag den 16. november 2013

Gårdejere - Endelig!

Så skete det endelig - dagen, som Kristoffer og jeg har drømt om længe!

Vi har købt en skøn landejendom beliggende mellem Annisse og Skærød i Nordsjælland. 10 hektar jord, med plads til hestene og en STOR køkkenhave. Hvor er det dejligt endelig at blive herrer i eget hus!

Baunehøj

Vi fik nøglen fredag den 15. november og allerede samme aften flyttede vi de første småting over. Den sidste uges tid er gået med at gøre køkken og badeværelse rent, inspisere jorden (der er godt nok langt ned til enden af 10 hektar jord!) og påbegynde nedrivning af et fårehus som står på grunden. Tømmeret fra fårehuset skal ombygges til hestebokse, så vi kan få vores to drenge hjem.

Kvaliteten af tømmeret på fårehuset vurderes

Vi satser på at flytte ind i weekenden i uge 48 og at hestene kan komme hjem weekenden efter, men mere om det senere.

Fårehuset, som skal forvandles til hestebokse