tirsdag den 24. maj 2011

Fuglefodertræ!

Den 3. december 2010 blev de første mejsebolde og de første fuglefrø hængt ud på et træ til de stakkels forfrosne fugle her i haven. Jeg sad troligt og kiggede i timevis på træet og fuglefoderet, men ak, der kom ingen fugle.... Flere uger skulle der gå, ja faktisk et par måneder, før der endelig - i uge 7/2011 (og dette kan jeg huske da jeg havde en veninde på besøg på denne helt specielle dag i uge 7) - kom besøg af de første fugle! Stor var glæden, endelig, efter så lang en ventetid, havde fuglene opdaget at der var mad til dem!! Og der var både gråspurve, mejser og solsorte og endog et dompap(pe) par havde fundet vej hertil.

Tiden går, som tiden gør og vi skriver nu snart juni måned 2011. Fuglene er flittige gæster i vores have og omkring fuglefoderet, men træet har jo - i kraft at sommerens komme - sat masser af blade og vi kunne til sidst dårligt se de små fugle og nyde deres selskab. Så vi lagde hovederne i blød og vi tænkte, vi tænkte og vi tænkte - og så fik vi en lys idé, vi planter da et træ uden blade til dem!! Og så tænkt, så gjort, et gammelt dødt træ blev fundet i svigermors have - så fik hun også ryddet lidt op - og blev fragtet tilbage til Nordgrunden...


... og Kristoffer gik igang med spaden og fik gravet et hul, hvori det døde træ blev "plantet" og 1-2-3, så havde fuglene accepteret deres nye fuglefodertræ og vi kan atter nyde synet af vores små fjerede venner i haven :)


Ingen kommentarer:

Send en kommentar